02/11/2006

Tragisk

Du kender det sikkert godt: Jævnligt dukker der overskifter op om at en eller anden er blevet dræbt et sted i Danmark. Som regel er det i en af de større byer ovre østpå. Da i hvertfald ikke her ovre i de fredelige vestjylland. Et liv er gået tabt, men det kommer jo ikke rigtig mig ved vel? Men pludselig på forsiden af jp.dk står der "21-årig kvinde knivdræbt i Ringkøbing" og pludselig er det tæt på.
 
Drabet er sket ca. 1000 m fra mit hjem, 200 m fra min ældste søns skole og 300 m fra minyngste søns børnehave. Min kone kender både den dræbte og den "formodede drabsmand" da begge har gået på den skole, hvor hun underviser. Begge er vellidte, flinke og rare unge mennesker med livet liggende lyst foran sig. Nå ja; lige indtil i går. - Pludselig er et liv slut næsten før det er begyndt og et andet liv er - om ikke helt ødelagt - så i hvertfald på vej i en ganske anden retning end det så ud til i forgårs.
Og det slutter jo ikke der. Den dræbtes familie står med et gabende tomt hul, hvor der før var et elsket familiemedlem og den deraf følgende sorg. Den unge mands familie står tilbage med ekstremt chock over at en af deres kunne gøre noget sådant. Begge familer skal leve med dette resten af ders liv. Dertil kommer omgangskredsen, som også er lamslåede af chock og sorg. Der er to arbejdspladser, hvor der pludselig mangler to skattede kolleger og hvor chocket og sorgen også har bedøvet alt. Deres gamle skole, har også været dybt berørt af det og er ovenikøbet blevet belemret med Ekstrabladet!!!, som skulle have udtalelser om disse tidligere elever (harme!)
 
Og hvorfor er alt dette så sket? Tjo, hun havde såmænd slået op med ham og havde fundet en anden => jalousidrab. Jeg vil tro de fleste af os, hvis ikke alle, kender til den følelse af total afmagt og verden der styrter i grus fordi " den eneste ene" har gjort det forbi. Kunne det have været os? Jeg håber det ikke, men ingen havde jo heller troet det om ham. Hvad er det der får en ung mand med livet foran sig så langt ud at han ikke ser anden udvej end at udslette et liv?
 
Jeg bliver ved med for mit indre øje/øre at se og høre den stakkels pige i dødsangst råbe om hjælp, som kommer for sent til at det nytter noget.
Det er en barsk opvågnen for en gangs skyld at se bag overskriften i avisen. At det påvirker mig selv, min omgangskreds og dem jeg holder af. Jeg tror aldrig jeg kommer til at læse sådan en overskrift på samme måde igen.
  Tilbage